Hvadenten det er efteråret, der sniger sig ind på os, eller det våde forår, så har vores bil brug for beskyttelse, ligesom vi selv beskytter os med termostøvler, gummistøvler og vinter- og regnjakker. Masser af vand, salt og slud er hårdt for din bil, og det slider især på bilens undervogn. For ikke at det skal ende med, at den bliver gennemtæret, er det vigtigt, at du sørger for at holde rustbeskyttelsen ved lige.
Kær behandling har mange navne
Rustbeskyttelse, undervognsbehandling og rustbehandling dækker over det samme: Du beskytter din bils undervogn mod rustangreb. Det er en forebyggende behandling, som forbereder din bil på det danske efterårsvejrs høje fugtighed, meget regn og salt på vejene.
Hvis dele af din bil er hårdt angrebet af rust, skal du muligvis have lavet rustarbejde for at udbedre skaden, inden du derefter kan få den rustbeskyttet for at sikre dig mod, at det sker igen.
Få tilbud undervognsbehandling
Hvordan foregår rustbeskyttelse?
De forskellige bilmodeller skal behandles forskelligt, og derfor er det vigtigt, din mekaniker har det nødvendige kendskab til netop din model. De fleste biler har nogle sprøjteskemaer, der anvendes, og nogle producenter af undervognsbehandling har lavet deres egne.
Det første, mekanikeren gør, er at fjerne inderskærme, beklædning, lyddæmpende plader osv. Der bores huller de angivne steder, så bilen er klar til en fuld behandling. Undervognsbehandling er en tyk tjæreholdig substans, der påføres undervogn og skærme, samt sprøjtes ind i vanger og hulrum.
Inden behandlingen går i gang, skal undervognen vaskes ved højtryksrensning med varmt vand for at fjerne snavs og salt fra vejene. Undervognen bliver gennemgået for rustskader, skader på belægningen og løse dele der kan fjernes.
Til selve behandlingen bruger mekanikeren oplysningerne fra producenten, til at behandle alle de dele der er angivet, samt undervogn, hulrum og vanger.
Efter behandlingen skal bilen stå, og det påførte skal tørre, inden bilen samles igen, og huller forsegles. Du vil ofte skulle undvære bilen minimum 1 dag og ofte 2 dage. Det oplyser værkstedet dig om, i de bud de giver på din opgave.
Hvor ofte?
Hvor ofte skal du så rustbeskytte din bil, spørger du måske. Det er svært at give et enkelt svar på, da det afhænger af type og mærke. De forskellige mærker af undervognsbehandling/rustbeskyttelse giver alle samme effekt i forhold til at beskytte undervognen, skærme og vanger, men der kan være forskelle i pris, konsistens og hvor lang holdbarheden er. Specielt holdbarheden giver en ide om produktet, ved at garantien ofte er på mellem 2 til 5 år. Vælger du et produkt med 3 års garanti, skal din bil dermed også undervognsbehandles igen, inden der er gået to år.
Hvis du har købt en helt ny bil, skal du være særligt opmærksom på, om den har fået tilstrækkelig rustbeskyttelse fra fabrikken. Det er ofte ikke tilfældet, da det danske vejr er ekstra hårdt mod bilen, som derfor har brug for ekstra beskyttelse. Især mikrobilerne er ofte langt fra godt nok rustbeskyttet til det danske klima.
Hvilket mærke?
Der findes en række mærker inden for rustbeskyttelse, og nogle af de mest kendte og brugte er PAVA, Suvo, Dinitrol, Mercasol, Tectyl og TekTrol. Mærkernes metoder varierer lidt, og det samme gør priser, holdbarhed og garanti. Hvis du vil undersøge specifikke forhold til det enkelte mærke, vil vi anbefale dig, at du tjekker deres respektive hjemmesider.
Når du bestiller undervognsbehandling gennem Autobutler, bruger værkstedet en rustbeskyttelse, der passer til netop din bil, og du behøver ikke træffe et valg om mærke. Vi og mekanikeren sørger altså dermed for at finde det bedste til netop din bil i en afvejning mellem pris, holdbarhed og mærke.
Hvis du har et foretrukket mærke, kan du naturligvis vælge dette inde på Autobutler.
Vidste du, at…?
Det generelt anbefales, at du fravælger undervognsskyl ved bilvask i vaskehal? Grunden er, at de kraftige vanddyser kan skade din rustbeskyttelse. Derudover anbefales det, at du finder en vaskehal med skumbørster i stedet for nylonbørster, da de er mere skånsomme over for din bils lakering.